Referat og beretning fra HBIF´s generalforsamling 7. april 2022

Referat af generalforsamling i Høgild Borger- og Idrætsforening

Valg af dirigent
Finn Jensen valgt til dirigent

Aflæggelse af beretning

Formandens beretning for året 2021

Grundet Coronarestriktioner har det først været muligt at gennemføre
generalforsamlingen 2022 her i april. Det samme var gældende for generalforsamlingen for 2021. Den blev først afholdt i oktober 2021. På denne var der 3 bestyrelsesmedlemmer på valg. Lene og Olga ønskede genvalg. Det var uvist om Torben ønskede genvalg, men Conni Fyhn ønskede at træde ind i bestyrelsen, så hun blev stemt ind med klapsalve af de
fremmødte.
Bestyrelsen konstituerede sig således efter generalforsamlingen 2021:
Formand: Lene Helth
Næstformand: Conni Fyhn
Sekretær: Michelle Helth Hartmann
Kasser: Finn Spangsberg
Medlem: Olga Eremitckaia
Medlem: Bettina Hansen
Medlem: Norman Jensen
Suppleanter: Martin Olesen og Kim Helth
Bilagskontrollanter for borgerforeningen: Steen Pedersen, Ritta Jensen.
Bilagskontrollanter for idrætsforeningen: Peter Mølgaard, Kjell Nilsson.
Suppleanter for bilagskontrollanter: Finn Jensen.
At sidde i bestyrelsen er et valg alle har mulighed for at tage. For mig var og er det nemt. Mange spørger hvordan jeg dog får tid til det hele, men ”tid er ikke noget vi har, det er
noget vi finder” plejer jeg at sige med et smil. I bund og grund afhænger mængden af tid også af interesse. Og at sidde i en bestyrelse kræver også interesse for deltagelse. Og ikke mindst interesse for at finde på og turde skabe nye tiltag og traditioner – noget
bestyrelsen hele tiden forsøger. Og det afgørende for at det lykkedes, er at der er
opbakning fra alle jer.
Jeg håber for HBIF og Høgild at sammenhold og fællesskabet fortsat kan udvikle sig.
I 2021 lå de fleste af byens aktiviteter stille, men dog ikke helt så stille som i 2020.
I år blev der afviklet affaldsindsamling af Anne og Lars, og seniorklubben og aktiviteter
under HBIF er startet op. Der blev afholdt hundetræning. Bestyrelsen stod for Sankt Hans og arbejdsdag med beboerhuset. Der er kommet en ny madras op i hallen. Fællesspisning er startet op med flot fremmøde og lækker mad, og Udflytterne har allerede sagt ja til at tage næste gang. Der har været møde med byens frivillige, hvor Finn og co. fik stablet et hold på benene omkring pleje af de grønne områder i byen. Der har været møder om
byens historie, hvor der nu er blevet fordelt områder som de sammen skal have fyldt på. Dans i Høgild havde nogle hyggelige aftener, desværre med for lidt fremmødte, så
samarbejdet med musikbanden blev sat på pause.
I efteråret fejrede vi byens 80-års fødselsdag, hvor vi fredag fejrede fødselsdagen sammen med børn i byen. Vi spiste spaghetti og kødsauce og hoppede på hoppepude. Og lørdag fejrede de voksne fødselsdagen med et brag af en fest. Med virkeligt lækker mad fra
Søbyhus og Jane og Shane kom og spillede irsk musik, og hvilken oplevelse at få dem på besøg igen det var.
Sidst på året blev der afviklet banko, juletræet blev tændt med julemandens hjælp og året sluttede med nytårskur – traditionen tro.
Herning Syd netværket
I december 2020 fik Herning Syd netværket 250.000 fra erhvervstyrrelsen, som skulle
bruges til at udvikle Herning Syd. Som opsamling på udarbejdelsen af idekataloget, blev der i september afholdt borgermøder i Arnborg og Høgild hvor vi sammen kiggede på
ruter og vigtige steder i området – både nuværende og nye/gamle steder der kan udvikles på. Disse møder afsluttede bestyrelsen og netværksgruppen d. 25.9. Siden har bl.a.
netværksgruppen og arkitekterne samlet alle data, og har udarbejdet et idekatalog. Dette skal fremvises for landsbyerne i forbindelse med et event i foråret 2022. Derefter skal landsbyerne i arbejdstøjet – bestyrelsen er klar til dette arbejde, håber også I er klar 😊
I november afholdte vi vælgermøde for kommunalvalg 2021 – politikerne og deltagerne havde stor ros for arrangementet, dog var deltagelsen ikke så stor fra borgere. Kan være de allerede vidste hvem de ville stemme på.
Efter valget udnævnte Byrådet Claus Udby (V) som ny formand for landsbykontaktudvalget og Vinnie Borbjerg (A) fortsætter. Desværre stoppede Anders Madsen (V) af denne grund i 2021.
Landsbykontaktudvalget ser på retningslinjer for ansøgningspuljen i 2022 – denne pulje søgte vi ikke i 2021 – Måske i har nogle ideer til hvad vi skal have søgt om i 2022.
Traditioner er til for at blive brudt – eller er de?
De fleste små landsbyer siger: ”Vi har fællesskab, sammenhold og skøn natur”. Det siger vi også i Høgild. Men vi siger også vi har en stærk borgerforening, og masser af aktivitet.
Det har vi…!!!
Men nogle gange kan man godt spekulere på hvad I egentlig ønsker jeg. Skal der laves
mere for børnene, skal der holdes flere møder, skal der være flere fester for de voksne
eller skal vores seniorer forkæles…!? Jeg ved det virkelig ikke. Hvad synes du?
Hvad savner du mere af i Høgild. Hvad skulle være anderledes hvis du skulle bestemme?
Egentlig vil jeg bare sige, at alle aktiviteter kræver at man står sammen. At man tør kigge op, og se hvad der foregår omkring en. Det kan være at du sidder med en god ide, men tænker – ”ej det magter jeg ikke selv at stå for…” så kom til os (foreningen eller
tovholderne), gå til din nabo, snak med andre forældre i børnehave/skole. Måske er det noget der har været før, måske er det noget der skal startes op fra ny.
Vær ikke bange for at spørge – husk på. Alene kan vi meget, men sammen kan vi alt.
TAK gentages i år 😊
Til slut vil jeg benytte lejligheden til at takke bestyrelsen og husets repræsentantskab for godt samarbejde. Tak for god sparring og inspiration – tror aldrig idebanken løber tør 😊
Tak til jer der hjælper med at holde byens faciliteter og omgivelser.
Tak for at støtte op om bestyrelsens arbejde.
Tak for netop at samarbejde og holde en god tone – her i byen skal der være plads til alle.
Tak til alle jer der siger ”Ja” og ”ja tak” – i betyder mere end i tror.
Tak for at deltage i de udvalg, aktiviteter og arrangementer netop du har valgt.
Ingen nævnt ingen glemt – TAK TIL JER ALLE.
Det var ordene…

Lene fremlagde bestyrelsens beretning for 2021
Ingen spørgsmål til beretningen. Formandens beretning godkendt af en enig generalforsamling.

Lene fremlagde fremtidige og nuværende opgaver i foreningen i 2022. Arbejder med forbedring af stien i skoven. Der er anlagt bro, men du kan ikke køre op på den. Landsbyerne i Herning syd er kommet i arbejdstøjet. Der er lavet et virkeligt flot idekatalog. Det er bilaget til at komme i gang med at søge penge. Vi er blevet inviteret ind til Herning for at fortælle om hvad vi kunne ønske os, og hvad vi er for nogen. HBIF er i gang med at lave et spørgeskema for at få flere til at komme og deltage, så det ikke bare er Tordenskjolds soldater der mødes.

Forelæggelse af de reviderede regnskaber
Finn fremlagde det reviderede regnskab for 2021.
Ingen spørgsmål til regnskabet. Regnskabet godkendt af en enig generalforsamling.

Behandling af indkomne forslag
Der er indkommet ansøgning fra Høgild Beboerhus vedr. tilskud til belysning i hallen. Hanne fremlagde ansøgningen og redegjorde for tilskud fra Herning kommunes 100 års Jubilæumsfond. Generalforsamlingen godkendte et tilskud på 35.000 kr. til ny belysning.
HBIF kunne godt tænke sig at der bliver nedsat et udvalg til at arbejde videre med de ideer der er i Idekataloget fra Landsbyerne i Syd. HIBF ansøger om et rådighedsbeløb på 30.000 kr. til arbejdet.
Generalforsamlingen godkendte et rådighedsbeløb på 30.000 kr. Til næste
generalforsamlingen skal det fremgå af regnskabet, hvad pengene er brugt til.

Valg til bestyrelsen, suppleanter og bilagskontrollanter
På valg til bestyrelsen er Michelle Hartmann, Norman Jensen og Bettina Hansen Michelle Hartmann, Norman Jensen og Bettina Hansen er genvalgt til
bestyrelsen
Valg af suppleanter
På valg Martin Olesen og Kim Helth
Martin Olesen og Kim Helth genvalgt som suppleanter
Valg af bilagskontrollanter
For borgerforeningen: Steen Pedersen, Ritta Jensen,
For idrætsforeningen: Peter Mølgaard, Kjell Nilsson
Alle modtager genvalg som bilagskontrollanter
Valg af suppleanter for bilagskontrollanter Finn Jensen

Eventuelt:
Ønske om nye kineserlamper – bliver sat på standby indtil ny lys i hallen kommer på plads.

Det står i vedtægterne at vedtægter og politikker fremgår af hjemmesiden. Det får Hanne og Lene bragt i orden.

Forslag til at vi laver bagagerumsmarked på sportspladsen. Det er en udfordring af bruge sportspladsen, da det er kommunens. Den skal kunne bruges til fodbold.

Vi har et eventudvalg som gerne vil bestå med at få det arrangeret.

Orientering fra Lene vedr. vindmøller – Energiskov Høgild. Der er nedsat et udvalg bestående af Mona Herskind, Erik Hedevang, John Søby, Bjarne Søgaard, Uffe Bruun, Conni Fyhn. I ideoplægget stod, at der skulle laves indsigelse til kommunen, og kopi til landsbykontaktudvalget. HBIF har lavet en
bekymringsindsigelse. Vi ønsker ikke en vindmøllepark med de gener det giver for byen. Lene er blevet kontaktet af nogle journalister, vedr. vores modstand mod vindmøller. Vi har fortalt dem om processen. Vi afventer svar fra kommunen. Men vi tror ikke de kommer, da der er modstand mod dem. Vi afventer hvilke svar der kommer fra kommunen.

Information fra Eventudvalget, Michelle er kommet med i udvalget.

Eventudvalget består nu af Erik Jensen, Carsten & Conni Hedegaard, Anne & Lars Rasmussen, Thomas Jørgensen, Thomas Helth, Jesper Andersen og Michelle Hartmann. Eventudvalget arbejder med påskeløb. Lokaldyst i
landsbysamarbejde syd, duel i gå, løbe, cykle mest på 2 timer. Der bliver lavet forskellige ruter, med forskellig længde. Eventudvalget har fået overdraget nogle arrangementer fra bestyrelsen. Der kommer et større arrangement den 17. juni. Der er forslag om glassmagning (vinsmagning). Eventudvalget tager gerne i mod forslag til aktiviteter. Eventudvalget forfatter noget tekst om sig selv, der kan komme på hjemmesiden og i Høgild Times.

Forslag til at skiltene kommer tilbage ved indkørsel til byen – på begge sider af hovedvejen.

Trækning af 2x2 flasker vin, Finn og Michelle har trukket et nummer hver –
Kæruldvej 13 og Skærbækvej 40.

Vi slutter mødet med at give en hånd til bestyrelsen for det gode arbejde og succeser. Dirigenten takker for god ro og orden.

Referent
Hanne Mølgaard Hedevang/Michelle Hartmann